Steppeulven
Et magisk teaterstykke
Dengang i tresserne læste vi i min omgangskreds Herman Hesse, og især fordybede vi os i Steppeulven, som Eik Skaløs stemme gav liv og ansigt:
Der var engang én der hed Harry. Han gik på to ben og var et menneske, men i grunden var han dog en steppeulv.
Harry Haller, hedder han, og han har læst om sig selv i en lille bog. Den hedder:
Traktat om Steppeulven - Ikke for alle. Kun for forrykte.
Jeg blev indtaget i den ensomme helt, Harry Haller. Jeg genkendte hans strid for at undslippe det satte og trygge borgerskabs omfavnelse, og jeg følte mig ligeså fortvivlet som han, fordi der inderst inde også var en længsel efter at høre til.
Jeg var selv en borgerdatter og nød godt af bourgeoisiets privilegier, samtidig med at min unge sjæl fløj ud over stepperne med ulven. Lige som Harry ville også jeg både høre til og være fri.
Jeg kunne ikke mere udholde dette tamme, forløjede, pæne liv. Men når jeg, som det syntes, heller ikke kunne udholde ensomheden, da også selskabet med mig selv var blevet mig så usigelig forhadt og modbydeligt, når jeg slog om mig i mit helvedes lufttomme rum, mens jeg følte det, som om jeg skulle kvæles, hvor var der da så en udvej?
Det er så smukt med den tilfredshed… Nu er det desværre sådan fat med mig, at jeg netop ikke ret godt kan udholde denne tilfredshed, at den efter kort tids forløb bliver mig frygtelig forhadt og modbydelig… så brænder der i mig et vildt begær efter stærke følelser, efter sensationer, et raseri mod dette afdæmpede, flade, normaliserede og steriliserede liv…
I mit eksemplar af bogen fra 1955 finder man en efterskrift af Hesse, der skriver, at af alle hans bøger er Steppeulven den, der er blevet mest misforstået. Det tilskriver han til dels, at bogen begejstret blev omfavnet af den unge generation, og også ældre læsere identificerede sig med Steppeulvens lidelser. Men man overså at bogen handlede om meget andet end Harry og hans vanskeligheder med livet, for bogen viser også en anden verden, fuld af livsglæde musik og kunst. Hesse ønskede ikke at foreskrive læseren, hvordan hans fortælling skulle forstås. Men det ville dog være ham kært, skriver han, hvis man fornemmede, at Steppeulvens historie nok handler om en sygdom og en krise, men slet ikke om en sygdom eller en krise, der fører til undergang og død, men til det modsatte: helbredelse. Trøsterige ord om bogens rette læsning, som jeg gerne tager til efterretning. Og dog har jeg stadig en følelse, der ikke er forsvundet med årene, tilfælles med Harry. Hjemve! En hjemløs hjemve.
Det er så smukt med den tilfredshed… Nu er det desværre sådan fat med mig, at jeg netop ikke ret godt kan udholde denne tilfredshed, at den efter kort tids forløb bliver mig frygtelig forhadt og modbydelig… så brænder der i mig et vildt begær efter stærke følelser, efter sensationer, et raseri mod dette afdæmpede, flade, normaliserede og steriliserede liv…
Det lykkes Harry at komme nogenlunde overens med sin steppeulv og indse, at han bliver nødt til at skabe en bro mellem sig og ulven og opnå en slags balance mellem sine drømme om et andet og ædlere liv end den foragtede spidsborger, som han dog gerne vil knytte en forbindelse til.
Han går på værtshus og møder en kvinde, en prostitueret. Hun hedder Hermine. Hende gør han et kluntet forslag om sex, og hun siger, han er en nar, og spørger om han kan danse. Det kan han ikke.
Det er mine forældres skyld, retfærdiggjorde jeg mig, de har ladet mig lære latin og græsk og al den slags. Men de ville ikke lade mig lære at danse, det var ikke mode hos os. Mine forældre dansede aldrig.
Hun så roligt på mig, fuld af foragt…
Nå, så dine forældre er skyld i det! Har du også spurgt dem, om du må gå i Zum schwarzen Adler i aften? Har du? De er døde for længe siden, siger du. Når du af lutter lydighed ikke har villet lære at danse, mens du var ung, så for min skyld gerne.
Bogen er skrevet 1927. Hesse døde 1962.
♥