Om kirkegaarde og melankoli
Olaf Bull
Jeg var sytten år, da min lærer fortalte om den norske digter, Olaf Bull (1883 – 1933). Jeg blev fascineret og inspireret af hans digte, læste mere om ham gennem årene, og fandt et plaget menneske. Alkoholiseret, depressiv, hjemsøgt af hallucinationer, martret af flere skilsmisser, og på bestandig flugt fra sine kreditorer på rejser rundt i Europa, indtil han blev reddet af sin tredje kone, der tog hånd om ham og økonomien.
Bull skriver om øjeblikket og evigheden, og kunne vel også som Sophus Claussen have skrevet: Der bliver fortvivlende lidt af så meget. Ét digt fæstnede sig, dengang i ungdommen, Jeg fandt det dejligt trist og romantisk. Læst i dag lever jeg med erkendelsen af, at vore skrøbelige
eftermæler umådelig hurtigt svinder bort i glemsel. Han døde som halvtredsårig af sit umådeholdne alkoholforbrug, men da havde han befæstet sig som sin samtids vigtigste lyriker. Han digter om det tabte, vil genvinde det der var, skriver om forgængelighed, sorg, frygt, kærlighed, og død. Alt må nådesløst skrives frem, og til pris giver han sin egen og sine nærmestes lykke.
Digtet, der betog mig da jeg var jævnaldrende med Emerenze Christence, hedder Paa kirkegaarden. Jeg har tilladt mig at fordanske det en smule.
På kirkegaarden
Kapellet blir´ luftet, og vildvinsrødmen
skælver paa muren i kvældens vift:
Med søndrede vinger mod aftengløden
staar duer af marmor paa rusten stift.
Der drømmer i græsset en ældgammel plade
baaret af visnende straa fra i vaar –
der skumrer et navn: Emerenze Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.
Jeg standser og gætter, mens aftenskæret
sænker forgængelsens guld over alt:
”Bleg har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun til visse været kaldt.”
Men se, - under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en af opstandelsens trodsige fakler
holdt av en ukendt, himmelsk haand!
Ja vel kan det være, naar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændende himmel for Lillen,
men eftersom hjerterne dør – hvad saa?
O Lillen, din evigheds elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jern;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
staar om din haabede evighed værn.
Og ingen kan huske den blonde og unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgæves runge
gjennem et bly, ædelmodigt navn
Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigtsdrag,
skulde du stige paa ny til himlen
op af mit heftige hjertes slag!
Skulde jeg bli´ dig den gode hyrde
og bære dig op gennem blaaningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde,
skønt underlig nok, det fornemmes saa tungt.
Men Lillen – du gir´ mig jo bare det dunkle
under et brusende, gyldent haar
og gravens bogstaver skal altid funkle
om noget, et menneske aldrig formaar!
Emerenze Christence, dit navn være lovet.
Jeg lægger en blomst mellem hvert bogstav.
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundreder aar i din daglige grav.
Jeg sørger i skove, hvor fuglene flokkes
og søger at synge sit haab i mit bryst,
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
af levende stemmer til livets lyst!
For ogsaa til dig er jeg vis paa der kommer
en irisk, som kvidrer i gravens mørke
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence – vaagn, vaagn.
♥