Nattelæsning
De bøger, der ligger på mit natbord, udmærker sig ved at være tynde. Man kan jo ikke ligge med 600 sider i sengen! Nattelæsningen i denne tid består af nogle små Tom Kristensen udgivelser, der handler om oplevelser med bøger og lyrik.
Tom Kristensen levede fra 1893 til 1974 og var den af datidens forfattere mellem de to verdenskrige, mellemkrigsgenerationen kaldet, der kaldte sig selv og sine samtidige forfatterkolleger ”årgangen der snublede i starten.”
”Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død” lader han en person udtale i sin store roman Hærværk fra 1930. Udsagnet er et slags projekt for journalisten Jastrau, der helt bevidst og med åbent sind ser på sit liv fra bunden af en flaske, og med fuld ret kan sige: ”jeg har kæmpet hårdt for min ret til at gå i hundene, og i dag har jeg vundet."
Om bøger skriver Kristensen:
”Er man boggal, så boggal, at man kunne stjæle, åbner dørene sig uafladeligt, bøgerne kommer væltende ind og fylder reoler og borde og stole og vindueskarme og gulv, så man hurtigt bliver hjemløs. Bøger bovner op, gør de, og ud af huset kommer man, inden man ved af det, hvis man ikke bliver grebet af sin kraftige dyd og regelmæssigt holder udsalg og renselsesfest. Men sådan en renselsesfest efterlader dybe spor i sindet. Da jeg sidste gang blev grebet af dyden og ville forsage bogen og alle dens gerninger og kaste mig ud i livet, som det hedder med en hovedkulds vending, blev jeg med ét grebet af dyb sorg, som om jeg overværede mit eget dødsbo.”
Om læsere:
”H.C. Andersens ”Kun en spillemand” og ”Improvisatoren” i Gyldendals billige udgaver læste jeg inden jeg var ni år gammel, og jeg kunne have lyst til at kræve en skadeserstaning af Gyldendal for det antal tårer, jeg siddende i en grøn chaiselongue har udgydt over spillemandens skæbne. Men man må ikke tro, at jeg som dreng var højlitterær. Sammen med mine fætre dyrkede jeg Carit Etlar, Sherlock Holmes og troede næsten på hans eksistens. Vi dyrkede Nick Carter, Nat Pinkerton, Buffalo Bill og Texas Jack, indtil vi en dag til vor lattermilde forbløffelse læste om, hvorledes Nick Carter anlægger sig en ny forklædning, mens han i rasende løb styrter af sted efter en droske for at indhente den skønne forbryderske. I samme øjeblik vidste vi, at sådanne urimeligheder kunne vi ligeså godt selv digte.”
Om anmeldelser og anmeldere:
”Idealet var naturligvis, at kritiker og anmelder var et og det samme. Men det kan kun ske ved enkelte lykkelige sammentræf, ellers har arbejdsforholdene ført med sig, at der er stor forskel på deres arbejde. En kritiker skal placere et kunstværk i tiden. Han skal helst have den indflydelse med, som værket har udøvet på den efterfølgende tid. Han skal helst stå i nogen afstand fra værket og bedømme, hvad han kan støtte sig til eller forkaste. Anderledes er det med anmelderen. Han står i nuet, i læsernes første række. Der levnes ham tit kun en pibes tid mellem læsningen af en bog og ”domsafsigelsen” af den, da ethvert dagblad desværre nærer det hastværksønske, at det er bedre at komme først ud end komme bedst ind. Anmelderen er den første læser, hvis opgave det er at arbejde sig ind til de love, der dikterer et kunstværk, og han har ikke patent på sandheden, når han fælder sin dom. Han skal både kunne skrive og læse, og for at forstå et godt vers skal man selv kunne skrive et dårligt.”
Om sig selv siger Tom Kristensen:
”Det er sandt, at jeg altid har følt trang mod det absolutte. Men det er ligeså sandt, at det absolutte altid har følt trang til at changere.”
♫