IngerChristensen

Inger Christensen


Inger Christensens digteriske livsværk har fulgt mig som en stemme, der er konkret og drømmende, visionær, matematisk og naturvidenskabelig, nutidig og evig. Som menneske var hun jordnær, tro mod sig selv og uden nogen ambitioner om at føre sig frem. Ved hendes død 2009 skrev Niels Barfoed:

”Ved en privat komsammen for nogle år siden, en blanding af familiemedlemmer og forfatterkolleger fra ind - og udland, fik Inger Christensen på et tidspunkt en jordemoder til bords, der spurgte hende:” Nå, skriver du også?” Hun fik et ligefremt svar:” Nej, ikke mere.”

 Når man betænker at mesterværket, Sommerfugledalen er fra 1991 og essaysamlingen Hemmelighedstilstanden udkom 2000, er det som om hun vidste, at nu havde hun fået sagt, hvad hun ville. Var hun derfor ophørt med at betragte sig som forfatter?


”Det” udkom 1969. 

Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det.


"Alfabet" fra 1981 er en eksplosion, baseret på Fibonaccis talfølge, hvor hvert digts verslinje er summen af de to foregående digtes. Værket demonstrerer en systemdigtning, hvor indholdet synes at være tilfældigt, med opremsninger af navneord, der forbindes med ordet, ”findes.”

Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes.


"Sommerfugledalen" er en sonetkreds, et requiem, og et mirakel af bevægende skønhed. De stiger op, planetens sommerfugle som blåfugl, admiral og sørgekåbe, som påfugløje flagrer de omkring og foregøgler universets tåbe et liv der ikke dør som ingenting.


Vi overlever kun, fordi vi bruger ord, skrev hun, og søgte at gøre sig fortrolig med døden, samtidig med at hun fortryllede livet for sin læser.
Alt hvad en forfatter skriver kunne lige så godt have været anderledes, men først når det er skrevet. Ligesom livet kunne have været anderledes, men først når det er levet.

Nu er det levet, Inger Christensens liv. Hvor godt, at hendes digtning ikke var anderledes, men akkurat som den var.



                                                              ♥