Sommetider græder forfatteren sammen med sine personer
Fra min roman, Dora

Hjertesorg

Det er døden, som med egne øjne vil se sig selv i mig

De sidste nætter blev hun ude på gården. Hun sov på en gammel sofa oppe i atelieret for at være tæt på Roselil, der kunne fole når som helst.
Hun havde ingen erfaring med fødende heste, men Sjúrður havde forsikret, at alt så fint ud.
Hun vågnede klokken to, der var lyst og stille, hestene stod og sov ude på marken.
Roselil gik uroligt rundt i sin boks. Hun svedte og så dårlig ud. Dora gik ind til hende og prøvede at berolige hende, men hendes hest befandt sig et andet sted, hun kunne ikke få rigtig kontakt, den lagde sig, rejste sig igen gik rundt og lagde sig igen.

Er det her normalt? Hun vidste det ikke, men Roselil havde feber. Hun løb over til hovedhuset og mødte Sjúrður på halvvejen.
”Er det nu?”
”Der er noget galt,” sagde hun stakåndet.
Fire timer senere havde Roselil endnu ikke født. Skedeindgangen stod åben og et par små hove stak ud.
”Jeg ringer til dyrlægen!”
Sjúrður forsvandt i løb.
Hun sad ved Roselils hoved, da der kom en kraftig ve. Hun kiggede ned langs hoppens flanke. De små hove stak længere ud. Hun kravlede hen og trak halen væk, så hun kunne se. Roselil havde så stærke veer, at det mindede om kramper, og føllets forben var halvt ude.
Hun tvang gråden tilbage. Kom nu Sjúrður!
Hun tog fat og trak forsigtigt hver gang der kom en ve, Roselil sagde lyde, hun aldrig havde hørt før. Hun græd, men holdt fast i de tynde ben. Nu kom hovedet, og nu kom Sjúrður, og sagde at hun gjorde det helt rigtige, Roselil sitrede og sveden løb af hende. Hun var brændende varm og endnu en ve gennemrystede hende. Føllet kom ud. Hun tudede af lettelse.
”Dyrlægen kommer om lidt, jeg tager mig af føllet, sæt dig op ved hendes hoved og snak med hende.”
Roselil løftede ikke hovedet for at se sit føl. Hendes øjne var halvt lukkede, og hun åndede tungt.
”Sørg for, at hun ikke rejser sig” sagde Sjúrður, og hun tænkte, at det skulle hopper da gøre, de skulle slikke deres føl, og føllet skulle rejse sig og helst begynde at die inden for en times tid.
Hun lagde sig forsigtigt ind til hesten og fortalte, at det gik fint,” du har fået et dejligt føl, Roselil. Nu kommer lægen, og så bliver alting godt.”
Sjúrður sagde ingenting, han var beskæftiget bag ved Roselil.
Da dyrlægen kom, satte han sig ved siden af Sjúrður. Roselil sagde lyde, man kunne se hendes tænder og hendes øjne var matte.
”Hør på mig, Roselil,” messede hun ind i øret. ”Snart galopperer vi igen hen ad stranden, snart går du og græsser sammen med dit føl…”
”Vi må malke ud, så føllet kan få råmælken,” sagde dyrlægen. ”hent noget der kan bruges, og skold det først. Har du en hoppe, der kan tage sig af føllet? Vi må have erstatningsmælk…” Det var Sjurᵭur han snakkede med.
Roselil rejser sig op lige om lidt, og så er alting godt…
”Dora!”
Sjúrður satte sig på hug ved siden af hende.
”Roselil er ved at forbløde. Vi kan ikke redde hende, og dyrlægen beder om lov til at give hende en sprøjte nu, så hun ikke lider mere.”
”Hvad!”
Hun så forvildet på ham, skal Roselil dø?”
Han lagde armen om hende. Hendes kinder var våde af tårer, hele hendes krop rystede af gråd.
”Roselil har under fødslen fået krænget livmoderen ud, du fik reddet føllet, men blodårerne i livmoderen er beskadigede og hun har indre blødninger.”
Han strøg sig over øjnene.
”Sig farvel til hende nu.”
Hun lagde sig ind over den hvide, gennemsvedte hestehals.
”Roselil, Roselil,” hviskede hun, ”nu tager du lykken med dig, vi to skulle have delt mange år, og nu forlader du mig. Du skulle aldrig have det føl. Det er min skyld alt sammen…”
Hun så ikke, at dyrlægen gav indsprøjtningen. Hun blev ved Roselils hoved til hun lå helt stille. Så lukkede hun hendes øjne.

Jeg vil aldrig knytte bånd til en anden hest. Jeg vil aldrig ride mere.

Dyrlægen tog hende om skulderen.
”Du har fået et dejligt hoppeføl, du bliver nødt til at tage dig af det. Jeg har malket råmælken ud. Vi får brug for en sutteflaske og så må du prøve at få det til at drikke. Det er meget vigtigt. Kom og se dit føl.”
Jeg er ligeglad med det føl. Jeg vil have Roselil tilbage
Sjúrður trak hende op at stå. Hun var stiv og elendig.
”Kom, Dora. ”Vi kan ikke lade føllet blive her. Vi må håbe, Skarvina vil taget sig af det. Det er vigtigt, du er med til det. Hjælp med at bære det hen til Skarvina. Jeg henter en sutteflaske imens.”
Føllet var tungt, og stred for at komme op at stå. Dyrlægen tog et dækken, fik det lagt under det lille dyr og foldede det op om kroppen. Det blev roligere, og de fik løftet det op og transporteret hen til Skarvinas boks. Hun vrinskede sagte, prustede og trådte tilbage, da hun så føllet. Han lagde det forsigtigt ind til hende, og føllet prøvede at komme op at stå på sine tændstikben. Skarvina snusede til det, trak sig tilbage og prustede, kom tilbage og begyndte at gå rundt om den lille bylt, der stred for at komme på benene. Så bøjede hun hovedet og begyndte at slikke det.
Sjúrður kom tilbage. ”Gode, gamle Skarvina!” Dyrlægen lagde armen om Dora og sagde, at det var forfærdeligt at miste sin hest. ”Men du må sørge for føllet, Dora. Du har taget afsked med Roselil og du skal ikke gå ind til hende mere. Tag dig af føllet, Skarvina har vist vejen.” Han hældte råmælken op i sutteflasken og gav hende den. ”Jeg må af sted nu.”
Nu først så hun føllet, det var hvidt som sin mor, og havde mørke ører, man og hale. Det stod op på vaklende ben, puffede til Skarvinas bug og søgte efter patterne. Efter nogen kamp, hvor det vendte hovedet væk og ville tilbage til Skarvina, der på sin side ville have fat i føllet, lykkedes det. Flasken blev tømt til bunds og føllet lagde sig tæt op ad Skarvinas bagben.
Sjúrður kaldte hende ud.

”Nu overlader vi de to til hinanden. Arne er kørt for at købe erstatningsmælk og flere sutteflasker. Kom med mig.”
Hun tog støvlerne af i forstuen, krøb ind på køkkenbænken, satte sig helt ind i hjørnet og trak benene op under sig. Tine hældte kaffe op og Sjúrður satte en cognac foran hende. De sagde ingenting, og det var hun taknemlig for. Hun drak skiftevis den varme kaffe og cognacen. Hun lukkede øjnene og lænede hovedet mod væggen.

Når jeg åbner øjnene igen er det hele bare en ond drøm og Roselil står ovre i sin boks…
”Tag hende med ind i gæsteværelset, jeg har redt op, hun skal ikke ligge oppe i atelieret på den gamle sofa.”
Det var Tines stemme. Hun åbnede øjnene og Markus sad ved siden af hende. Hvornår var han kommet?
Hun slog armene om ham. Han kyssede hendes pande og sagde heller ingenting.
”Jeg har lagt en slåbrok på sengen,” sagde Tine, ”få det snavsede tøj af hende Markus, og put hende så…”
Markus trak hende ud på gulvet. Hun ville nødigt forlade sin krog, men når de nu ville af med hende…
Inde på gæsteværelset hjalp han hende af tøjet. Der var blod på hendes bukser og hænder og hun så nedad sig selv og brast i gråd. Han svøbte hende i kimonoen og trak hende ud på badeværelset, holdt hendes hænder over vasken og skrubbede dem.
”Jeg skal tisse!”
Hun satte sig på wc’et og tænkte på ingenting.
Så lå hun i sengen med Markus´ arme omkring sig.
”Jeg elsker dig,” sagde han. Han var varm og fast og lugtede godt. Hun satte sig op med et sæt. ”Jeg elsker også dig, og nu har jeg også giftet mig.
”Min elskede,” hans stemme var lav og beroligende, som talte han til et meget sygt og skrøbeligt menneske,” du er i chok, du skal sove. Jeg bliver hos dig, og så snakker vi senere.”
”Men du skal vide det, Markus. Jeg har fortalt det til far og mor, og jeg har såret dem meget… nu står vi lige, ikke? Vi er begge to blevet gift, jeg har fået et føl, og du skal have et barn lige om lidt?”
Hun lagde sig. Han trak dynen op over hende, han hørte regnen slå mod ruderne. Han var konfus og ulykkelig.
Ulykkelig over hendes ulykke, konfus, fordi han ikke vidste hvad hun talte om. Talte hun i vildelse? Og hvem havde hun giftet sig med? Da ikke Poul, der kunne være hendes far?

♥