Baronessen
Jeg har gjort dig fattig, hjertenskær,
Jeg er fjernt fra dig når jeg er nær.
Kære hjertenskær, jeg gør dig rig.
Jeg er nær når jeg er fjernt fra dig.
”Karen Blixens liv er forbi, men erindringens liv er kun lige begyndt. Billedet af den spinkle, ensomme skikkelse i Ewalds gamle hus vil få stærkere og stærkere lyskraft, jo mere vi fjerner os fra vor tid og ser hendes myte i afstandens større perspektiv. Hun vidste selv, at mange havde svært ved at opfatte hende som virkelig, skønt ingen var mere levende end hun. Måske var det noget af det, hun tænkte på, da hun i Mallis selvanklagende afskedsbrev fra fortællingen ”Storme” indsatte ovenstående lille vers, der også kan opfattes som en bøn til hendes læsere om overbærenhed, fordi hun bestandig gemte sit ansigt bag masker, så længe hun levede. Først når hun var borte, ville det gå op for dem, en efter en, at den mørke jordbund af hemmelig sorg og grænseløse ubesvarede længsler i hendes digtning var størknet lava fra hendes eget hjerte.”
Sådan skriver Frans Lasson i sin efterskrift til Thorkild Bjørnvigs bog, ”Pagten,” der udkom 1974, 12 år efter hendes død, og som blev filmatiseret 2021 af Bille August.
Filmen foregår 17 år efter hendes tab af Afrika og tabet af Finch Hatton. Hun er tilbage i sin moders hus i Rungstedlund, hun er omkring 60 år, isoleret og ødelagt af syfilis, men hun har skrevet fortællinger, der har gjort hende til en verdensberømthed. Hun møder den 30 år yngre Thorkild Bjørnvig, som hun bogstaveligt forstand river ud af hans ægteskab, installerer ham på Rungstedlund, og lover at gøre ham til en stor kunstner. Men kun, hvis han ubetinget adlyder hende. Som i Wagners Tannhäuser lever Bjørnvig buret inde i Venusbjerget og bruger år på at unddrage sig det Blixenske hekseri.
Det blev nødvendigt for mig genlæse Bjørnvigs bog som et korrektiv til Bille Augusts fremstilling. Her et uddrag,
Under en frokost, hvor også sekretæren Clara Svendsen deltager, siger baronessen:
At man dog skal nøjes med jer. Når jeg tænker på, hvem jeg i mit liv har været sammen med, de pragtfulde masaier, general von Lettow og Prinsen af Wales, Albert Schweitzer og Denys, Rotschild, Sir Lawrence Olivier, og tænk at man så skal sidde her og nøjes med jer.
En karakteristik af det blixenske væsen fremskriver Bjørnvig sådan:
Hendes udgangspunkt i naturen gjorde hendes gudsforhold så personligt, så antropomorft, at det igen og igen måtte slå om i selvforgudelse og forføre til magtudøvelse med guddommelige insignier. Over for dette strålende vanvid kunne man vel føle ærefrygt, men også gru. Man måtte kapitulere, underkaste sig, eller forføje sig bort. Deraf, trods venner og slægt, trods offentlighed og berømmelse, hendes umenneskelige ensomhed. Udover Denys Finch-Hatton tror jeg ikke, hun har anerkendt ét levende menneske som sin lige.
♥