Båltale Ajstrup Strand 2024
Et sted i verden ligger der et land, så lille at det knap kan anes på en globus. Det land beskrev H.C Andersen så inderligt i 1850: I Danmark er jeg født der har jeg hjemme, der har jeg rod, herfra min verden går.
”Herfra” er Andersens ståsted. ”Herfra” gik han ud og så sig omkring. Og det gjorde han så sandelig på lange rejser rundt i Europa til trods for hans angst for diligencer og prustende toge, altid bange for at komme for sent, så han sås siddende ovenpå sin bagage på diverse perroner og holdesteder længe før afrejse. Altid skrækslagen for at brænde inde i det store udland på et hotel, angst for at blive levende begravet et sted hvor ingen kendte ham. Derfor lagde han altid en seddel på flere sprog ovenpå dynen, hvor der stod: Jeg er kun skindød.
Alligevel var han jo modig, den nærtagende digter, og måske skrev han netop
Den standhaftige tinsoldat fra 1838, der handler om mod. Og standhaftighed og forelskelse indtil døden. Alt sammen noget der beskæftigede vores Andersen hele livet, med nederlag, afvisninger og endelig anerkendelse til følge. Og så sagde kvinderne ikke nej til ham, men nu ville han ikke. Bedre at blive feteret uden at have ansvar for et kvindemenneske.
Tinsoldaten går så grueligt meget igennem på sit ene ben, udover sin ulykkelige kærlighed til papirballerinaen. Han blev givet som gave til en lille dreng på hans fødselsdag, der traurigt nok også er hans dødsdag. Og da drengen ikke er der mere, gennemgår den lille soldat alle mulige farer: Han bliver smidt ud af vinduet af en slem dreng, han ender i rendestenen, han bliver slugt af en fisk, som bliver fanget af den slemme dreng, Og den dreng er så væmmelig og gider ikke mere se på den gamle tinfigur, og kaster ham i kakkelovnen. Og ballerinaen, der er ganske ulykkelig, bliver grebet af en kastevind fra det åbne vindue og flyver ind i kakkelovnen til ham.
Alt det væmmelige skal nok forstås som Andersens egne trængsler indtil han blev til det han nu blev for Danmark. Og i eventyret om
Hyrdinden og skorstensfejeren fra 1845 fortæller han så om at være modig. Om at turde møde verden, og det tør den lille porcelænshyrdinde ikke. For verden er stor og farlig. Alligevel overvinder hun sin skræk og følger sin forelskede skorstensfejer på en farefuld færd op til kanten af skorstenen.
”Og de så himlen, med alle dens stjerner, og alle byens tage. Den lille hyrdinde græd, så guldet sprang fra hendes livbånd. Det er alt for meget, sagde hun, det kan jeg ikke holde ud, verden er alt for stor. Gid jeg var igen på det lille bord under spejlet.”
Den lille hyrdinde overvandt ikke sin frygt for den vide verden, men vi vil jo gerne tro at skorstensfejeren med tiden får overtalt hende til at gøre forsøget igen. Vi tror han får overbevist hende om at kærlig hed gør stærk, vi tror på at hun nok kommer til at følge efter ham endnu engang op igennem skorstenen så hun kan se på den store verden fra taget. Vi tror på at hun forlader sin hylde og sammen med ham drager ud i den vide verden. Og vi tror på, at hun sammen med ham vender beriget hjem til Danmark.
HC Andersen skrev om barndommens land. For børn. Og også for os voksne. Og i England skrev Alan Alexander Milne i 1926 bogen om Peter Plys, der bor i 100 meter skoven sammen med sine venner, Æslet, Uglen, det omkringfarende Tigerdyr, Grislingen og Kængubarnet. De er alle sammen gode venner med drengen Jakob, der besøger skoven hver dag, og så leger de sammen. Men en dag skal Jakob rejse, og han prøver at forklare sin allerbedste ven, Plys, at de ikke må slippe hinanden, men lille Plys forstår det ikke rigtigt.
”Plys,” sagde Jakob, ”Ja,” sagde Plys.
”Når jeg nu -når jeg nu - Plys –”
”Ja, Jakob!”
”Nu kan jeg aldrig mere sådan bestille ingenting.”
”Aldrig mere?”
”Nej, ikke ofte, det får man ikke lov til.”
Plys ventede, at han skulle fortsætte, men han sagde ikke mere.
”Hvad er der Jakob,” sagde Plys for at få ham på gled.
”Plys, når jeg - ja, du ved nok - når jeg nu ikke mere kan bestille ingenting, vil du så undertiden komme herop?”
”Kun jeg?”
”Ja, Plys.”
”Kommer du så også?”
”Ja, Plys, det lover jeg.”
”Det er godt,” sagde Plys.
”Plys, lov at du ikke vil glemme mig, selv ikke, når jeg bliver hundrede år gammel?”
Plys tænkte sig om et øjeblik,
”hvor gammel er jeg så??”
Nioghalvfems.
Plys nikkede, ”jeg lover det,” sagde han.
Jakob rakte hånden ud og tog Plys' ene pote.
”Plys,” sagde han alvorligt,” hvis jeg - hvis jeg nu ikke er helt sådan til den tid- hvis jeg - hvis jeg -”
Han standsede og prøvede igen.
”Plys, hvad der så end sker, så vil du forstå, ikke sandt?”
”Forstå hvad?”
Å, ingenting,” sagde Jakob og lo og sprang op.” Kom!”
”Hvorhen?” spurgte Plys.
”Det er lige meget,” sagde Jakob.
Så begav de sig sammen af sted, men hvorhen de end går, og hvad der end hænder dem undervejs, så vil den lille dreng og hans bjørn altid lege på det fortryllede sted, der ligger helt langt inde bag i skoven.
Vi voksne vender os igen mod glæden over Danmark, som Chr. Richard i 1889 skrev en hyldest til:
Venner ser på Danmarks kort.
Ser, så I det aldrig glemmer,
til hver plet har fået stemmer,
thi det fødeland er vort.
Målt med verden er det lille,
derfor ingen plet at spilde.
Målt med hjertet er det stort,
dér er Danmarks saga gjort!
Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
disse kyster, krumme, lige,
som dit øje hviler på,
disse skove, bakker, heder,
de har været voksesteder
gennem vinter, gennem vår,
for vort folk i tusind år.
Verden har ændret sig siden, Danmark har ændret sig, klimaet med, og ufred hersker. Jeg tænker ofte på Stefan Zweigs bog, Verden af i går, som han skrev i sit eksil 1943 efter uddrivelsen fra Tyskland. Hans sørgmodige forsvar for europæisk kultur efter ideologiernes dødelige hærgen med en destruktion af den kendte europæiske verden som resultat, kunne jeg længe læse som netop en beskrivelse af en verden af i går. Nu synes bogen at være foruroligende nær på en beskrivelse af en verden af i dag.
Vore digtere, vore forfattere, døde og levende, giver os andre indsigter, og mange glæder, og denne bålaften skal slutte i kærlighed. Med et digt, så fortryllende dansk at det næsten gør ondt, men mest godt. Det er skrevet af Aage Berntsen omkring 1917.
Den milde dag er lys og lang
og fuld af sol og fuglesang,
og alt er såmænd ganske godt,
når blot, når blot, når blot,
når blot vor nabos Ilsebil
vil det, som jeg så gene vil –
vil lægge kinden mod min kind
med samme varme sind -
vil række mig sin lille hånd
med samme redebonne ånd,
vil lukke øjet som i blund
og give mig sin mund!
Ja dagen er så lys og lang,
og der er nok af fuglesang,
men jeg er bange, Ilsebil
vil ikke det, jeg vil!
Bag hækken kommer Ilsebil –
mon det er mig, hun smiler til?
Hun bærer mælk i klinket fad
og giver katten mad.
Åh se, nu smiler hun igen,
min Ilsebil, min egen ven –
det er, som selve solens skin
faldt i mit hjerte ind.
♥