| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt
Seneste udgivelse, romanen Linedanser. Se mere her.

Juli 2016

Sankt Hans tale 2016

Vore mærkedage, hvad enten de er personlige, eller det er fælles begivenheder, som vor fejring af Sankt Hans, fortæller om tiden.
Om den er der skrevet tykke bøger og lærde afhandlinger, og vi kender hver især tiden på vores måde: Den kan gå langsomt eller hurtigt, den kan synes kort eller lang. Men ét står urokkeligt fast:
Tiden har kun én retning.

I en af Karen Blixens fortællinger drøfter to unge mennesker deres ulykkelighed:
Den ene siger: "Jeg vil studere astronomi, fordi jeg ikke længere kan udholde tanken om tid. Jeg føler, når jeg tænker på tiden, som om jeg var i i fængsel i den, og jeg tror, at jeg for at blive lykkelig, må bort herfra."

Hertil svarer det andet unge menneske:
"Jeg har selv tænkt det samme, og dog har det på samme tid stået mig klart, at hvis vi i noget enkelt øjeblik af vort liv, selv i sådanne øjeblikke, som vi kalder livets lykkeligste, fik at vide for sikkert, at dette nu skulle vare evigt, da ville vi med forfærdelse føle, at vi var viede, ikke til evig salighed, men til evig fordømmelse."

Blixens unge kvinder har det med at strides med tiden, der ødelægger deres ynde og skønhed. En af dem sukker:
"Fra os tager tiden så meget. Og til sidst alting"

Men Karen selv, der var en drillende, fantastisk fortæller, siger ganske jordnært:
Den, der ønsker at leve livet om har overhovedet ikke levet.

Og prædikerens bog beskæftiger sig såmænd også med tiden:
Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete. Der er slet intet nyt under solen. Kommer der noget, om hvilket man siger: her er da noget nyt! Det har dog for længst været til i tiderne forud for os. Og bogen formulerer kort og fyndigt hvordan vi til alle tider har det med os selv og livet:

Tid til at flænge, og tid til at sy,
Tid til at tie og tid til at tale,
Tid til at elske og tid til at hade,
Tid til krig og tid til fred.

                                                


Og med den konstatering kommer vi tilbage til her, hvor vi er lige nu. Ved Ajstrups strande denne midsommeraften, hvor der blusser bål overalt ved Danmarks kyster, og vi elsker vort land, når hver sky over marken velsignelse sender. Vi er sammen om en tradition, der begyndte i slutningen af 1600 tallet, hvor den sidste heksebrænding i Danmark gudskelov var overstået.

Retssagen mod den 74 årige bondekone, Anne Palles, fandt sted på Falster, tirsdag den 27. september 1692, og den endte med, at Anne blev dømt som heks. Den 4. april 1693 blev hun først halshugget, så brændt. I Rigsarkivets regnskaber om sagen kan ses, at der sandelig også var humane udgifter forbundet med aflivningen af Anne. Hun fik en halv potte vin at styrke sig på.
Derefter blev bålet et symbol, der skulle drive alskens troldtøj, hekse og onde ånder på flugt.

                                                

Midsommer er det. Årets længste dag og sommersolhverv, og Danmark blunder i sin lyse nat og vågner med søer blå, mens pigers latter og lyse hår mildt om et evigt Danmark spår.
Vi er så rige i Danmark. Og med rigdom tænker jeg ikke kun på økonomiske formuer. Vores rigdom er af en art, der både er skrøbelig og stærk, for stadig kan vi kaldes et generøst og venligt land, der søger at navigere midt i en temmelig tumultarisk og ufredelig omverden. Indbyrdes kan vi være vrede og uenige, og skændes om den måde, landet og vi forvaltes på. Heri ligger netop vores uvurderlige formue, der blev skabt med grundloven af 1849, der dog kun var et demokrati for de få udvalgte. Der skulle gå mange årtier, og mange heftige debatter, inden Danmark fik det demokrati, uafhængigt af køn og alder, som vi kender i dag. Og vi ved meget vel, hvor vigtigt det er at værne om. Hver dag. I skrift og tale og handling.

Og vi, der står her som tidens børn lige nu, vi står midt i dette landskab, med dets blæst og fejende byger, akkurat som Johannes V. Jensen beskriver det.
Vi vil fred her til lands, synger vi i midsommervisen. Den kan vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde. Og fædrelandssangen siger: Der er et yndigt land, det land endnu er skønt...
Vi skal passe godt på, at vort land vedbliver at være skønt, så vi kan være os selv bekendt indadtil og udadtil, og vi må holde os for øje, at skal livet lykkes for os hver især, da skal vi leve det med tro på kærlighed og håb.

                                                




Adda Lykkeboe, fotograf Gunnar Lykkeboe



Adda's blog, læs her

Roman undervejs, læs uddrag

Aktuelt, læs mere her

Tidligere Spor, Arkiv